Vi skal minimere mængden af det affald som sendes til forbrænding - derfor udfaser vi Småt Brændbart

Containeren med ’Småt brændbart’ på Ærøs Genbrugsstation indeholder anselige mængder af affald, som kan genbruges eller genanvendes og ikke burde brændes. Det drejer sig især om direkte genbrug, rent papir og pap, træ, plast og tekstiler. Derfor har Ærø Forsyning besluttet at sløjfe containeren til ’Småt brændbart’ og erstatte den med en ny container som kommer til at hedde: Rest efter sortering.

”Vi sender for meget afsted til forbrænding, der kunne have været genanvendt eller genbrugt direkte af nogle andre”, fortæller Bent Juul, der er formand i Ærø Forsyning. ”Derfor tager vi nu skridtet fuldt ud og fjerner containeren til småt brændbart fra genbrugspladsen fra årsskiftet. Formålet er at få ærøborgerne til at overveje en ekstra gang, om der er noget, der kan genanvendes eller bruges direkte af nogen andre." 

Borgernes indsats skal sikre, at en større mængde ressourcer holdes i kredsløb: ”Papir kan fx genanvendes op til syv gange, så det vil vi langt hellere end at brænde det af og samtidig bruge store ressourcer på at producere nyt papir”, siger direktør for Ærø Forsyning Jesper Teilmann Andersen.

Forandringen på Genbrugsstationen bliver hjulpet hjulpet på vej af ekstra mandskab og hjælp til sortering i januar måned.

”Vi skal hjælpes ad i bestræbelserne på at genanvende mere og brænde mindre. Derfor har vi ekstra opmærksomhed på den nye fraktion samt ekstra mandskab på genbrugspladsen i januar.  Borgerne vil blive mødt af et sorteringsbord, hvor vores dygtige genbrugsvejledere vil hjælpe dem med at sortere i de affaldstyper, som ikke bør brændes. Og vi vil altid gerne hjælpe, men jo mere kunden har sorteret hjemmefra, jo bedre. Vil man gerne have overblik hjemmefra over hvor på genbrugspladsen man finder de forskellige fraktioner, kan man kigge ind på vores hjemmeside under Genbrugsstationen og se et oversigtskort. kort over Genbrugsstaionen. Det gør det nemmere at sortere hjemmefra og pakke bil eller anhænger”, slutter Jesper Teilmann Andersen.

Fra 1. januar vil du også opleve Albertsens Bazar i en ny indretning, hvor du kan aflevere dine genbrugsting på vore nye reolsystem alt efter om det er køkkenting, bøger, elektronik eller legetøj. Den nye fraktion Rest efter sortering får selskab af yderligere 3 nye fraktioner: Madrasser, Vinduesglas uden ramme samt Vinduesglas med ramme.

Har du spørgsmål til de nye fraktioner kan du ringe til Ærø Forsyning på: 63526363 eller maile til os på: e-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Småt brændbart udfases fra 1. januar 2024 https://aeroeforsyning.dk/ Susanne