Drikkevand

08. august 2022

Perflourerede stoffer (PFAS) i drikkevandet vækker bekymring over hele landet. Læs mere her:

I juni 2021 skærpede Miljøstyrelsen grænseværdien for stofferne, og Ærø Forsyning har i januar 2022 analyseret drikkevandet efter de nye grænseværdier. Drikkevandet overskrider ikke krav til grænseværdier for PFAS.

Tidligere lå grænseværdien for PFAS-stoffer på 100 nanogram pr. liter vand, men med de nye krav må drikkevandet maksimalt indeholde 2 nanogram pr. liter af PFAS-stofferne PFOA, PROS, PFNA og PFHxS tilsammen.

De skærpede krav betød, at en af Marstal Vandværks bynære boringer i januar måned blev taget ud af drift, da den overskred de nye grænseværdier for PFAS.

Der er ikke registeret PFAS i drikkevandet på Marstal Vandværk, som der pumpes ud til forbrugerne.

”I Ærø Forsyning gør vi meget ud af at leve op til de lovpligtige vandanalyser. Vand er vores vigtigste fødevare, og vi holder naturligvis ekstra grundigt øje med vores drikkevand, så vi kan reagere hurtigt, hvis en forurening skulle ramme os. 

Marstal er desværre ligesom mange andre ramt af forurening med PFAS-stoffer i en af vores boringer, og vores drikkevand er sårbart over for PFAS, pesticider og mange andre af de kemikalier, vi omgiver os med”, fortæller direktør i Ærø Forsyning, Jesper T. Andersen

Der foretages nye analyser af drikkevandet i oktober måned 2022.


Fakta

  • PFAS-stoffer er perflourerede fluorstoffer, som kan stamme fra eksempelvis flammehæmmere og overfladebehandling af tøj, og som i dag findes flere steder i miljøet.
  • Grænseværdien for summen af de 12 PFAS-stoffer, der analyseres for, var tidligere maks. 100 nanogram pr. liter vand.
  • Miljøstyrelsen skærpede d. 8. juni 2021 grænseværdien for fire af PFAS-stofferne (PFOA, PROS, PFNA og PFHxS), hvor summen af de fire stoffer fra 1. januar 2022 maksimalt må være 2 nanogram pr. liter vand.
  • Ærø Forsyning har derfor i januar måned lukket en bynær boring, som leder vand til Marstal Vandværk, og hvor indholdet af PFOA overskrider den nye grænseværdi.
  •  Marstal Vandværk har tilladelse til udvidet vandbehandling. Den udvidede vandbehandling består af 2 stk. aktive kulfilter i serie, som er installeret på Marstal Vandværk. Aktivt kul tilbageholder og renser for blandt andet pesticider og perflourerede stoffer (PFAS) i drikkevandet.  
  • Ærø Forsyning leverer drikkevand til omkring halvdelen af Ærø Kommune. Den øvrige del af kommunen får sit drikkevand fra private vandværker.
  • Der findes flere tusinde PFAS-stoffer, hvoraf de mest kendte er PFOA, PFOS og PFOSA.

Ifølge miljøstyrelsen bruges stofferne bredt i industrien som smudsafvisende overfladebehandling og imprægnering af bl.a. tekstiler, teflonpander samt papir og pap.
Stoffet PFOS har tidligere været anvendt i brandslukningsskum og findes i dag spredt i miljøet.

 

Ærø Forsyning har undersøgt for PFAS i drikkevandet https://aeroeforsyning.dk/ Susanne